Visioner / NESA-millioner

Her vil man finde Venstres visioner for Gentofte Komune med afsæt i anvendelsen af pengene fra salget af NESA-aktierne.

 

_________________________________________________________________

 

Der er ingen grund til hastværk !

 

 

Gentofte kommune er i en helt ekstraordinær situation. Med salget af NESA aktierne fik kommunen en formue på 3,5 milliarder kroner.

 

VENSTRE har ikke stemt for den 10-årige handlings- og investeringsplan for milliarderne, som alle de øvrige partier har tilsluttet sig.

 

Fordi

 

 VENSTRE ønsker:

 

At disponeringen af NESA milliarderne først sker efter kommunalvalget 2005. Borgene skal have mulighed for at give politikerne et mandat til at disponere over pengene.
At borgerne får mulighed for en reel indflydelse på prioriteringen af NESA milliarderne og principperne bag prioriteringen – borgerne skal have indflydelse på de vigtigste beslutninger ikke bare detaljerne
At borgerne inviteres til dialog på ærlige præmisser
At der formuleres en vision og strategi for Gentofte Kommune
At der føres særskilt regnskab for hvad milliarderne bruges til
At borgerne får garanti for at investeringerne med NESA milliarderne ikke belaster det kommunale driftsbudget.
At NESA milliarderne ikke bruges til at ”lappe huller” i det ordinære kommunale driftsbudget
At NESA milliarderne skal give valgfrihed

 

 

NESA milliarderne skal først disponeres efter kommunalvalget 2005. Borgene skal have mulighed for at give politikerne et mandat til at disponere over pengene

Da borgerne i Gentofte Kommune gik til valg i 2001 var disponeringen af NESA milliarderne ikke på dagsordenen. Det var først i 2003 at salget af kommunens store aktiepost i elselskabet blev gennemført. Pengene blev endeligt frigivet i 2004.

 

NESA milliarderne er en helt ekstraordinær stor sum penge kommunen har fået til rådighed. Og netop det helt ekstraordinære betyder, at kommunalbestyrelsen har et enormt ekstraordinært ansvar. VENSTRE mener, at NESA milliarderne først skal disponeres af den kommunalbestyrelse, der bliver sammensat efter det foranstående kommunalvalg i november 2005.

Borgerne skal have mulighed for at give politikerne mandatet for at disponere over størstedelen af milliarderne. Der skal være mulighed for en reel partipolitisk debat, både om den overordnede vision og de overordnede værdier for kommunen, og ikke mindst om disponeringen af de mange milliarder.

 

Kommunens gæld er blevet nedbragt med 500 millioner. Budget 2005 blev vedtaget af en samlet kommunalbestyrelse. Budgettet indeholder en række tiltag, der gennemføres i 2005. I alt har kommunalbestyrelsen disponeret  over ca.350 mio. kr. af NESA milliarderne. Blandt andet gennemføres en skattenedsættelse på 1 %. Skattenedsættelsen er kernen for VENSTRE. Ingen af de øvrige partier havde sat dette på dagsorden. Vigtigt var det for VENSTRE at få gennemført skattenedsættelsen.

Derfor valgte VENSTRE  at gå i budgetforlig for 2005 med de øvrige kommunalbestyrelse.   

 

Borgerne skal have mulighed for en reel indflydelse på prioriteringen af NESA milliarderne og principperne bag prioriteringen – borgerne skal have indflydelse på de vigtige beslutninger ikke bare detaljerne

Pengene tilhører borgerne. Borgerne skal derfor være med til at foretage de overordnede prioriteringer af NESA milliarderne. VENSTRE vil sikre at den demokratiske proces varetages på en ordentlig måde. Der skal foretages en reel demokratisk proces, hvor borgerne for reel indflydelse. VENSTRE vil ikke være med til at borgerne blot skal nikke til en allerede besluttet 10-årig plan, hvor samtlige milliarder bruges. Er det demokrati?

VENSTRE vil give borgerne medbestemmelse og reel medindflydelse, hvis vi får politisk indflydelse efter næste valg.

Dialogprocessen bør efter VENSTRE’s holdning ende i et oplæg som borgerne kan tage stilling. Venstre vil lytte reelt til borgerne, og vil gerne tage ansvaret for inddragelsen af borgerne.

 

Borgerne skal inviteres til dialog på ærlige præmisser

 

VENSTRE mener, at borgerne har krav på en dialog på ærlige præmisser. Borgerne har krav på at få at vide, at den 10-årige plan et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet, betyder at milliarderne bruges på 10 år.

 

En dialog på ærlige præmisser betyder, at borgerne i kommunen skal være med til at prioritere. Det er ikke godt nok at de blot skal tage stilling til en 10-årig plan, hvor en hel del af projekterne er besluttet og igangsat.

 

Der skal formuleres en ambitiøs vision og strategi for Gentofte Kommune

 

VENSTRE ønsker at der skal formuleres en overordnet vision for kommunen:

 

Hvad er kommunens ambition?,- hvilken kommune vil vi gerne stå med om 10, 20, eller 30 år?

 

 

Det er lettere at træffe beslutninger og beslutningerne bliver mere målrettet, når der tages udgangspunkt i en vision.

Der skal føres særskilt regnskab for hvad milliarderne bruges til

VENSTRE ønsker, at der skal være åbenhed og gennemsigtighed i disponeringen af NESA milliarderne. Derfor ønsker VENSTRE, at der årligt udarbejdes et NESA regnskab som gøres tilgængeligt og forståeligt for borgerne. Det skal tydeligt fremgå, hvordan NESA milliarderne anvendes og forrentes. Når alle NESA midlerne er brugt, skal det være tydeligt for enhver borger, hvordan kommunen har anvendt milliarderne.

 

Borgerne skal have garanti for at investeringerne med NESA milliarderne ikke belaster det kommunale driftsbudget.

VENSTRE ønsker at Gentofte Kommune fortsat skal udvikle sig som en kommune med lavest mulige beskatning og med en højt grad af service for borgerne. Vi ser gerne, at NESA milliarderne anvendes til at sikre de efterfølgende generationer. VENSTRE går ikke ind for ”hovsa” løsninger. Vi ønsker ikke en udbygning, der på sigt kan belaste kommunens driftsbudget. Fremtiden byder på rigelige udfordringer i forhold til at få samfundsøkonomien til at hænge sammen. Kommunen skal ikke igangsætte tiltag, der set under et, betyder en forøgelse i serviceudgifterne. Regningen skal betales, når NESA milliarderne er brugt. De tiltag NESA milliarderne kan muliggøre, skal være tiltag, der tilgodeser alle kommunens borgere i mange mange år.    

 

At NESA milliarderne ikke bruges til at ”lappe huller” i det ordinære kommunale driftsbudget

For VENSTRE er det afgørende, at det kommunale budget hænger sammen. Ikke bare nu, men også ud i fremtiden. Kommunen er blevet forsømt på en række områder, såsom vedligeholdelse af kommunens bygninger, cykelstier, fortove, og gadebilledet i det hele taget. VENSTRE mener, det er afgørende, at få en åben diskussion om rimeligheden i at pengene bruges til forhold, der burde kunne varetages under det ordinære driftsbudget.

Milliarderne skal ikke anvendes til at lappe huller og til at sminke det ordinære budget uden at dette er et massivt ønske fra borgernes side.  

 

NESA milliarderne skal give valgfrihed

Milliarderne skal give borgerne frihed, øget valgmulighed, og større økonomisk råderum i en årrække og bør ikke brændes af i hast. Pengene skal bruges til langsigtede formål til fordel for brede kredse af kommunens borgere. Milliarderne bør fordeles i formålsbestemte puljer, der gavner mange årgange ud i fremtiden.

 

_________________________________________________________________

 

 

 

Februar 2005  - Initiativ til en dialog om anvendelsen af NESA-pengene:

 

 

Kære Venstre medlemmer

 

For en uge siden modtog samtlige husstande i Gentofte Kommune en

invitation til borgerdialog om NESA pengene. Det første møde af fire løber

af stablen på Rådhuset i morgen mandag d. 21. februar. Alle kommunens

borgere kan tilmelde sig.

 

Ønsket om borgerdialog er kommet fra Venstre. Vi er derfor meget

begejstrede for at kommunen nu - endelig - har set det nyttige i at

imødekomme vort ønske. Den måde høringen lægges an på er ikke perfekt, men

der er dog endelig taget hul på debatten.

 

Af invitationen til dialogmøderne fremgår det, at kommunalbestyrelsen har

vedtaget en strategiplan for de næste 10 år. Beklageligvis fremstår det,

som at der er en samlet kommunalbestyrelse bag planen. Venstre stemte

imidlertid ikke for denne plan, der indgik i budgetvedtagelsen for 2005.

Baggrunden er, at Venstre ønsker en dialog med borgerne, før

kommunalbestyrelsen lægger sig fast på en konkret plan.

 

Venstre mener at man skal lytte til borgerne inden der lægges en plan.

Venstre efterspørger en vision for Gentofte Kommune. En vision, som vi kan

fuldstændiggøre, netop fordi vi har en usædvanlig stor formue. Og en

vision, som kan sikre Gentofte en lysende fremtid, også når NESA

milliarderne er brugt.

 

Vi vil lægge vor plan frem i god tid inden valget i november og opfordrer

de øvrige partier til at gøre tilsvarende. Ved at have vedtaget en fælles

plan nu, eliminerer de øvrige partier NESA formuen fra den politiske

debat. Det er en tilsidesættelse af det politiske demokrati.

 

Den proces Venstre foreslår giver borgerne en reel indflydelse og et klart

politisk valg.

 

Den strategiplan, som de øvrige partier allerede har vedtaget, indeholder

dertil en række uhensigtsmæssigheder.

 

For det første fremgår det ikke af planen, at hvis samtlige projekter

gennemføres er der allerede nu - i løbet af 2005 som jo er et valgår - i

praksis disponeret over 3 mia. kr. over de næste 10 år - og uden en

overordnet vision. Er det stemmekøb op til kommunalvalget? Hvorfor skal

det gå så hurtigt? Hvorfor fratager man de fremtidige kommunalbestyrelser

et råderum?

 

For det andet bliver borgerne ikke oplyst tydeligt at planen rent faktisk

er sat i gang - alene her i 2005 er ca. 90 % af planens projekter igangsat

eller igangsættes snarest. Indbydelsen til borgerne er sendt ud med

ordlyden; ... "Kommunalbestyrelsen ønsker at give kommunens borgere

lejlighed til at fremsætte ønsker og forventninger til de enkelte områder

i strategioplægget og komme med yderligere ideer til projekter og

aktiviteter. ..."

 

I Venstre er vi meget forvirrede. Hvordan kan man invitere til

borgerdialog om en plan som allerede er i sat i gang?

 

For det tredje indeholder planen en række tiltag, der påvirker

driftsudgifterne. Borgerne skal have fuldstændig klarhed over, hvilke

tiltag der påvirker driften, og hvor meget. Det er jo trods alt borgerne

der skal betale regningen, når NESA pengene er brugt. Et godt eksempel er

den kommende Gentofte Sportspark, der skal opføres på Gentofte stadion.

Der er ikke fremlagt analyser på hvor meget det koster at drive en

sportspark af den størrelse.

 

Vi håber, I har mulighed for at møde op til et af dialogmøderne. Det er

vigtigt, at vi får markeret Venstres synspunkter. Denne fantastiske

mulighed kommunens borgere har, må ikke forbigås, så pengene bruges på

uovervejede forslag.

 

 

 

Egil Rindorf                             Marie-Louise Andreassen

Formand                                 1. Viceborgmester



Pressemeddelelser

Her finder du udsendte pressemeddelelser

 

______________________________